

STUDIO MATERRA
Et designstudio med fokus på rum og materialer
En tydelig retning skaber tryghed i de mange beslutninger, et hjem kræver. Studio Materra samler retningen for materialer, design, inventar og indretning, så valgene hænger naturligt sammen. Sparringen åbner mulighederne, gør beslutningerne lettere at træffe og processen mere rolig. For et hjem handler ikke kun om de valg, der bliver taget, men om den følelse de tilsammen skaber. De rigtige beslutninger former et hjem, man har lyst til at leve i i mange år.


BAG MATERRA
Jeg er Mathilde Brødsgaard, indretningsarkitekt og stifter af Studio Materra. Når jeg træder ind i et rum, ser jeg linjerne, materialerne, lyset og de detaljer, der enten løfter helheden eller kalder på en bedre løsning.
Jeg har gennem mange år arbejdet med high-end design og indretning, både selvstændigt, på tegnestue og hos en leverandør af naturmaterialer. Det har givet mig en intuitiv forståelse for processen fra de første materialevalg til det færdigindrettede hjem. Natursten, træ og ærlige materialer ligger naturligt i min tilgang, fordi de tilfører karakter og tidløshed. Min rådgivning er personlig, visuel og ærlig. Jeg ser efter de muligheder, der kan styrke helheden, med fokus på at hjemmet skal understøtte den måde, I ønsker at leve på.
Studio Materra er skabt for at gøre de mange valg i et bygge- eller renoveringsprojekt mere overskuelige. Min rolle er at se helheden, stille de rigtige spørgsmål, skabe overblik og forme hjem med sammenhæng og løsninger, der holder, også længe efter den sidste beslutning er taget.
Mathilde Broedsgaard

















